Hypnose og hypnoterapi
En vej til bedre selvværd, ro og overskud
Hypnose er en naturlig afslappet, men samtidig fokuseret, tilstand, hvor du med øget koncentrations- og forestillingsevne får adgang til din underbevidsthed. Man kan beskrive hypnose som en tilstand af koncentreret opmærksomhed, hvor man er i en form for trance. Faktisk går vi alle spontant i en form for trance hver dag. Du kender sikkert udtrykket ”at falde i staver” eller følelsen af at have kørt et sted hen uden egentlig at kunne huske det.
Du har været vågen, men din opmærksomhed har været dybt koncentreret på dine tanker.
Under hypnosen ved hypnoterapi mister du på ingen måde kontrollen, og der sker ikke noget mod din vilje. Du kan følge med i alt, hvad der foregår under hypnosen, og du vil,
til en hver tid, kunne afbryde sessionen og åbne dine øjne, hvis du føler behov for det. De fleste oplever det som virkelig behageligt og er efter en session meget afslappede og godt tilpas.
Hypnoterapi kan simpelt beskrives som terapi under hypnose, og er en af de hurtigste og mest effektive metoder til at hjælpe dig med at forandre gamle vaner, mønstre og overbevisninger. Hypnoterapi handler i høj grad om at ændre de begrænsninger og overbevisninger, vi igennem livet har skabt os til nye positive og mere hensigtsmæssige overbevisninger gennem arbejde med underbevistheden.
Din underbevidsthed styrer i høj grad dine følelser, tanker, beslutninger og handlinger og dermed også den måde, du lever dit liv på. Det gælder både i positiv og negativ retning. Gennem hypnosen kan man påvirke og åbne underbevistheden, så at man gennem hypnoterapien kan ”omskrive” negative og hæmmende historier eller opfattelser.